Akademiets stille revolution

En ny spændende generation udklækkes i disse år på Kunstakademierne i København, Odense og Århus. En generation, som adskiller sig markant fra det intellektuelle og hermetisk lukkede univers, som har hersket i snart 25 år. I denne artikel kan du læse om, hvem disse kunstnere er og hvordan deres værker ser ud.

Har man besøgt Kunstnernes Efterårsudstilling (KE), Charlottenborgs Forårsudstilling eller EXIT (den årlige udstilling med værker af afgangselever fra Kunstakademiet i Købehavn) har man ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at der er sket en forandring indenfor de sidste par år. Noget nyt er på færde, som adskiller sig markant fra den kunst, som blev skabt af de forrige årgange af kunstnere.

Fantasi og fortælleglæde

Hæfter man sig ved de første spontane indtryk, trænger ord som fantasi, fortælleglæde, materialebevidsthed, subjektivitet og sanselighed sig på. Der er simpelthen mere at se på for øjet. Noget, som får det til at risle ned ad ryggen og forplante sig til kroppen som en umiddelbar glæde.

Dermed er man også inde på ihvertfald et af de områder, hvorpå de "nye" kunstnere adskiller sig fra de "gamle". Det er ingen hemmelighed, at dansk kunst siden begyndelsen af 1980´ erne eller nærmere bestemt fra det tidspunkt, hvor Else Marie Bukdahl og Hein Heinsen blev henholdsvis rektor og professor på kunstakademiet i København, har dyrket en kunst, hvor man forventer publikum af være lige så meget inde i fransk postmoderne filosofi som kunstnerne. En kunst, (over)læsset med filosofiske og sprogvidenskabelige henvisninger og altomfattende, men også temmelig uigennemskuelige, tågede og ofte retorisk umulige manifester. Denne kunst er nu stendød, tappet for indre kraft, som det altid har været tilfældet, når en kunstretning er løbet tør for fornyelse. Paradoksalt nok, og det viser noget om, hvor lille, konservativt og sammenspist et land vi er, er det disse superteoritikere, hvis bogudgivelser nemt kan fylde et provinsbibliotek, som får de store udsmykningsopgaver.

Den helt unge kunst reagerer bevidst eller ubevidst mod den intellektuelle arrogance, letkøbte ironi og puritanisme, som har hersket på parnasset i de sidste 25 år. I stedet sættes positive værdier som åbenhed, gennemskuelighed, fantasi og lyst til eksperimenter. Desuden er en del af kunstnerne ofte meget subjektive i deres fortælleglæde som en modvægt til 80´er generationens sprogforskende al­vors­mænd (og kvinder).

"Hjælp, kunstnerne kommer" ( med en lille fordrejning af en Gary Larson-tegneserie)

Og hvem er de så, disse unge himmelstormere? Tager man nogle af de førende yngre kunstskribenter består den nye generation udelukkenbde af de såkaldt socialt intervenerende kunstnere, som lidt generaliseret sagt vil afskaffe det romantisk ladede kunstværk til fordel socialt engagerede projekter, ofte i dokumentarform.. En kunstretning, hvis man i det hele taget kan den en sådan, som vil ud på arbejdspladserne, ind i institutionerne og hjem i privatsfæren. Et måde at skabe kunst på, som efter min mening på forhånd er dømt til at mislykkes, dels på grund af kunstnernes åbenbare mangel på indsigt i "almindelige" menneskers tankegang - en tankegang, som ofte er ufrivillig morsom, fordi kunstnerne ter sig som antropologer i kontakt med primitive, men frygteligt ægte og interessante naturfolk, dels fordi deres "værker" tit er fuldstændigt ligegyldige. Det er da også som om, at hjemløse, indvandrere, enlige mødre og renovationsarbejdere ikke i samme grad bestormes af unge kunstnere, som i bedste mening vil i dialog med dem, men som med hele deres adfærd og sprog røber, at de kommer fra velbjærgede middel- og overklassehjem, hvor økonomisk nød højst betyder, at man må sælge sommerhuset.

Under alle omstændigheder udgør denne gruppe af kunstnere, hvis idealisme man selvfølgelig må beundre, kun ganske få procent af eleverne på Kunstakademiet.

Ser man på det store flertal, er det bemærkelsesværdigt, hvor værkorienterede de unge kunstnere er i dag. Uanset stil og materiale koncentrerer man sig om at skabe værker, som er gode i æstetisk forstand. Noget, man må synes er en selvfølge, men faktisk har været ugleset af ældre kunstnere, for hvem "det gode kunstværk" var at ryge lige i reaktionens, småborgerlighedens og Dansk Folkepartis favn.

Den kvindelige følsomhed

Det, man nu (igen) har fundet ud af er, at visuelt spændende værker skaber et meget større publikum. Dette forhindrer ikke, at mange af kunstnerne har en omfattende viden om filosofi, men de filosofiske henvisninger stiller sig ikke længere hindrende, distancerende og fremmedgørende i vejen.

Dette gælder ikke mindst for en mere eller mindre sammentømret gruppe af kvindelige malere. En gruppe, hvis malerier Politikens kunstanmelder, Kristine Kern, har omtalt som udtryk for en ny kvindelig følsomhed.

Den konkrete kunstner, udtrykket blev brugt om, er Lise Blomberg Andersen, som ofte har udstillet sammen med Kathrine Ærtebjerg og Sabine Mlejnek. Fælles for de tre kunstnere er et særegent figurativt og poetisk univers fyldt med fugle, blomster og sære dyre- og menneskerskikkelser. Henvisningerne kan være private, men er også prægede af en tvetydig seksuelt ladet og ofte truende drømmesymbolik. Hvis man kan tale om et feministisk islæt, er det af en karakter, som ikke er åbenlyst politisk, men tværtimod sanseligt forførende, æggende og til tider næsten skræmmende i al sin sværmeriske gådefuldhed.

Karin Kaster, Anika Lori, Ditte Ejlerskov og Signe Hougaard Hansen er fire andre eksempler på kunstnere, som blander privatpsykologiske motiver med mytologiske emner og jungianske arketyper, mens Trine Boesen og Karoline H. Larsen med stor håndværksmæssig kunnen indkorporerer popelementer, børnetegninger og triviallitteratur i deres visuelt overdådige tegninger og malerier. Mere stille er Vibe Bredahl, hvis tegninger og akvareller er fulde af subtile henvisninger til sprogspil, ikke mindst af politisk kommenterende observans.

For to andre kvindelige kunstnere, Julie Nord og Fie Norsker, går interesseren for det fabulerende over i en fascination af eventyrillustrationer, ofte af den mere uhyggelige og gotiske slags. Dette kommer til udtryk i tegninger, der bobler af barok fantasi og grotesk humor.

Heroiske unge mænd

Denne kvindelige følsomhed, der altså ikke er så ømskindet endda, modsvares af en flok mandlige malere, der giver den som heroiske kunstnere i stil med de amerikanske abstrakte ekspressionister fra 50´erne, omend på en knap så angtpræget og desperat måde. Rasmus Rosengaards dramatiske sorte landskaber, Ivan Andersens klaustrofobiske forstadsskildringer, Rolf Munck Petersens muskelsvulmende figurationer, Mikkel S. Andersens vilde bil- og splatterfantasier og Anders Brinchs monumentale og selvsikre lærreder vidner om en generation, som godt nok er bevidst om eget værd, men erkender vigtigheden af det hårde og disciplinerede arbejde i atelieret. Noget, en stor del af 80´er generationen så som unødvendigt tidsspilde. For lige at markere, at det hele ikke er et spørgsmål om køn, er det værd at notere sig, at Ida Cecilie Kvetny, der lige nu går på kunstakademiet i Edinburgh, skaber nogle af de mest potente og kraftfulde malerier, man kan se for tiden.

Psykedelisk maleri, som man finder og fandt det i Los Angeles og San Francisco, står Jonas Pihl og Martin Falle for. Det er to kunstnere, som skaber farvestærke og pulserende energistrømme, vel at mærke ma­­let med finesse og stor præ­cision.

Udadvendt konceptualisme og lystbetonet skaben

Endelig kan man tale om en gruppe kunstnere, som metodisk og konceptuelt undersøger selve maleriets filosofiske og sansemæssige problemstillinger. Denne gruppe, som nok er dem, der står nærmest de foregående akademigenerationer, består af kunstnere som Lars Christensen, Troels Aagard, Jonas Hvid Søndergaard, Torben Ribe, Anders W.Ø. og Allan Otte. Det er kunstnere, som i høj grad er inspireret af Jesper Christiansen og Niels Erik Gjerdevik, men også kunstnere, som er langt mere udadvendte og åbne end tidligere akademigenerationer.

I samme ånd skal man også se de tre kvindelige kunstnere Lone Bank, Christina Malbek og Tanja Rau, der som gruppe integrerer maleri, skulptur og arkitektur i deres arbejder. De har i og for sig de samme utopiske ideer som "interventionskunstnerne", men lægger stor vægt på de håndværksmæssige og sanselige kvaliteter. Et forhold, der gør, at man som beskuer unægteligt ser på deres værker med større interesse.

Det samme kan siges om de syv kvindelige billedhuggere i gruppen Platform med bl.a. Lene Desmentik, Karin Lorentzen og Lene Ignestam.

Det at blande genrerne er i det hele typisk for de unge kunstneres lyst til at eksperimentere. På akademiet har man således kastet sig over porcelænet, keramikken og papirklippet!! og kunstnere som Thomas Bjørkå, Espen Brandt-Møller, Simon Grimm, Sofie Hesselholdt, Vibeke Mejlvang og Troels Sandegaard arbejder med en fantasi og en lystbetonet glæde, der virker smittende.

Mange kunstnere er nævnt i denne artikel. Flere kunne være med: Cathrine Raben Davidsen, Christian Vind, anarkisten over dem alle, Thorgej Steen Hansen, og utvivlsomt mange flere.

Jeg vil ikke påstå, at vi her står overfor kommende verdensnavne, det kan man simpelthen ikke i kunstens besynderlige verden, men her og nu er der tale om en generation af kunstnere, der i skaberglæde, visuel fantasi, materialebevidsthed og åbenhed overfor publikum adskiller sig markant fra den forrige generations hermetisk lukkede univers og selvfede attituder. Som publikum glæder jeg mig over deres på én gang ydmyge holdning og frodige fantasi og jeg bliver ikke fremmedgjort som det var tilfældet med mange af 80´er generationens manifestationer. Om de så også har en chance indenfor den danske kunstinstitution er en anden og mere politisk sag.
efter artikel af

Tom jørgensen

"Kunstavisen"